søndag den 21. september 2014

Same same

Trods stilhed er alt næsten ved det samme her.


  • Kæmper med skoleting. Men jeg kan se studiemålet… hvis jeg altså består… hvis jeg altså overhovedet får afleveret… 
  • For jeg er - som altid - megauheldig med sygdom og diverse handicap. Hold nu op, skæbne. 
  • Savner ham. Hver dag. Men i det mindste ikke hele tiden. 

Til gengæld har jeg haft nogle positive oplevelser. Med at sætte grænser. Overfor nu eks-veninde, som jeg var nødt til at sparke ud af mit liv på en lidt voldsom måde. Hold nu fast, jeg er jo ellers verdens mest konfliktsky. Men jeg gjorde det. Og udover kampsved og mavepanik i selve øjeblikket, fortryder jeg ikke et sekund nu, at jeg var så kontant. For hun var en parasit af værste skuffe. 

2 kommentarer:

  1. Tillykke!! Det er meget svært at mærke efter i maven, om de mennesker vi omgiver os med, nu også føles rigtig!!
    Og tage skridtet og sige farvel, er endnu sværere, men når det er gjort!! Uh den fedeste følelse!!
    Endnu et lille bump på livets vej, der nu ligger bag dig!
    Godt kæmpet! :-)

    Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Lotte, du er simpelthen en skat!
      Du kan tro, jeg har haft det svært ved at gøre det - hvis nu det var mig, der var galt på den? Vedkommende har da heller ikke været bleg for at lade mig forstå, hvor stor en lort jeg er overfor stakkels, lille hende.
      Men jeg er ikke gået ind i den dialog.
      Og nu er hun helt ude i mit liv. Jeg føler mig bare så lettet. Så må jeg leve med, hvis nogle af vores fælles bekendte ser skævt til mig. Det er dog ikke sket endnu, hvilket bekræfter mig i, at jeg nok ikke er alene i at have det svært med tøsebarnet.

      Slet