Dommen

Var hos læge i går. 

Han lavede depressionstest. 

"Ja… altså, ud fra dit skema, så vil jeg sige, du har en depression, og jeg vil anbefale dig at tage anti-depressiver."

Panikkede og sagde, at jeg skulle til psyk i dag, og ham ville jeg frygteligt gerne tale med det om, inden nogen beslutning blev truffet. 

Psyk i dag var ret afvisende overfor medicin. Han er sådan hippie-holistisk men ellers ret fantastisk. 

Så spurgte han mig, hvordan jeg havde det, og da jeg småhikstende havde fortalt ham det, sagde han: 

"Ja… altså, den måde du forklarer det på, så vil jeg nok anbefale, at du tager noget, der kan give dig lidt overskud."

Godt så. I'm a friggin' nut job. 

Psyk fortalte om Perikum, som er et naturlægemiddel, der skulle have samme (måske ikke nær så kraftig) effekt som l y k k e p i l l e r, men ikke nær så mange (*sic*) bivirkninger. 

Er der nogen derude i webverdenen, der har gode erfaringer med det ene eller det andet? Og som kan banke ind i knolden på mig, at det ikke er farligt at tage gladmedicin? 

For jeg tror selvfølgelig ikke, at jeg dør. I reel forstand. Men jeg er overbevist om, at mit jeg dør - og at jeg ikke bliver mig selv igen. 

Opmuntrende, ikke? Jeg er simpelthen sådan en stor skål solskin. Hvis I skulle være i tvivl.

Kære venner

Jeg er så heldig, at jeg har mange, søde, kærlige og betænksomme venner. Tænk at være så velsignet.

Men lige for tiden er jeg så fucking træt af dem.
De er bekymrede for mig - and who can blame them, for hvis jeg var min ven, så ville jeg også være bekymret for mig.
Jeg bliver bare irriteret over, at vi skal snakke følelser og "Nu skal du passe på dig selv" og "Han var ikke god for dig" og "bla bla bla".
De mener det så godt, jeg forstår dem, og på et overordnet plan er jeg enig med dem. Men jeg gider ikke snakke om det.
Når jeg er sammen med mine venner, vil jeg gerne grine, pjatte, hygge, danse, drikke eller andet rart - og jeg vil også gerne snakke om dem, og hvad der foregår i deres liv af godt og ondt.

- Du kan da bare sige det til dem, at du har det sådan.

Ja. Det er jo så det, jeg har gjort.

Og så bliver de for alvor bekymrede.

Suk.

Konsekvensen er, at jeg faktisk ikke gider se de søde folk lige for tiden… hvilket jo ikke er ski-de smart.

Fuck...

Jeg ved godt, jeg er naiv…

Jeg har haft 10 dage fri. Væk fra forpligtelser, tristesse og hen til masser af kaffe, grin og overskud.

Det var rigtig rart, og jeg nød det.
Havde lige nogle mail-sammenstød med chefen, om jeg ikke kunne dit og dat, som hensatte mig i panik-stress. Men jeg sagde høfligt fra og formåede næsten at lægge det fra mig.

Nu er jeg tilbage. Og jeg kan mærke, at jeg ikke har det bedre. Jeg har ikke fået mere energi til det nye års udfordringer.

Det skræmmer mig helt vildt. 

For hvad betyder det? Skal jeg sygemeldes? Indlægges på en psykiatrisk afdeling? Har jeg en full-blown depression?
Hvad fanden gør jeg? Jeg kan ikke fortsætte med arbejde eller studie. Men… hvad fanden gør jeg så?

"Er du gået helt til i snot??"

…har søde Lotte Sallingboe spurgt til sidste indlæg. 

Nej. Ikke helt. 

Jeg er bare taget væk. For at være alene. Tænke. Mærke. Føle. Prøve at passe lidt på mig selv. 

For det har jeg svært ved. 

Det er godt. At være væk fra alt trummerummet. 

Men jeg ved ikke, hvad jeg føler. Eller nærmere: Jeg føler så u f a t t e l i g t mange ting, at jeg ikke ved, hvad jeg overvejende føler. 

Det er så skizofrent. 

Men der har faktisk ikke været hverken snot eller tårer i mit helle. Tæt på. Men ikke endnu. 

Jeg har "fri" indtil lørdag. 

Så skrives vi nok ved igen. Når hverdagens lort rammer fanen. 

Send Mere Snot

I dag kom jeg til at læse sms-tråd. Damn you iPhone og din uendelige hukommelse på det punkt.

Tænk at han har kunnet skrive sådan til mig… Kærligt, kreativt, sprudlende, håbefuldt og drømmende.

Hvornår begyndte han at ville ændre på mig? Hvorfor? Hvad skete der i ham?

Nu spekulerer jeg på, om jeg mon ændrede mig, sådan voldsomt, og andet end sygdommen, da vi gik fra den lyserøde lykkeverden til den grå ulykkestid…?

Jeg kan også...

…være fuld.

Det er sgu ikke kun ham, der kan finde ud af det.

Så jeg har været fuld 1. januar, 2. januar, 4. januar og 5. januar.

Så lige nu er jeg fuld og glad, går amok i gifs og danser rundt til 'Get lucky', mens jeg tror, jeg ser sådan her ud:

… og er overbevist om, at det er en god ting.
Men bliver alligevel lidt i tvivl…

Hej hej *hjerte*

2013 i punktform

Det er lidt en trend.
Så jeg vil også liste 2013.

• Fik abort
• …

Fuck it! 

Røvhuls-år. 

Prøver at slukke for januar

Det dér stress, det slap ikke taget i mig under juleferien.

(Kan det skyldes 1. juledagsmail fra chefen? Kan det skyldes fordrukne familiemedlemmer? Kan det skyldes 1. januar-hurdlen, der ikke kunne komme og gå hurtigt nok?)

Men. Nu prøver jeg at hive stikket ud i januar.

Jeg har sagt til chefen, at jeg har hovedet i en sort sky af stress og minus overblik.
Og han roste mig. Og mit arbejde. Og var enormt forstående og gav mig plads. Pyh!

Jeg overvejer at melde fra til eksamen i slutningen af måneden. Der er alligevel ikke arbejde til sådan nogle som mig. Så why bother med at blive færdiguddannet.

Indtil nu har jeg så bare været fuld. 1. og 2. januar.
Det er også en måde at slukke for tingene på.

Jeg havde i øvrigt et (blandt uendeligt mange) nytårsforsæt. At jeg ikke skulle spise McD i januar 2014.
Det forsæt holdt så cirka 58 timer.

Win!

Termin

I dag skulle jeg have været mor.

I dag skulle jeg have været mor.

I dag skulle jeg have været mor.

Det kører rundt i hovedet på mig…

Så 2014 starter på den ledeste, mavepustende måde.

Men jeg har forsøgt at holde det hele lidt på afstand og har faktisk fået grint en del. Fik også de sødeste, varmeste ord og en kæmpe bunke empati fra en vidunderlig veninde. Er ikke alene.

Så nu kan det da kun gå fremad. (Please)