Nerver...

I aften skal jeg holde mit første voksenforedrag.

Jeg blev opsøgt via noget arbejdsnoget.

Jeg sagde til dem, at jeg aldrig har prøvet de før.

Men så lokkede de med et rart fire-cifret beløb.

Så beder de jo selv om det.

Men altså…

We're doomed

Kvinder i 30'erne, og hvad de skriver om:

I know - vi er de første, der ryger op på muren, når revolutionen kommer.

Nej.

Jeg øver mig bare. I at sige: "Nej."

Jeg synes egentlig, jeg er ok god til det.

Men så følger der samtale som denne - den ligner ret meget én, jeg havde i går:

• Har du tid til at gøre dit og dat?
• Det lyder fedt, men jeg må desværre sige nej, da jeg har alt for travlt efter Tyskland.
• Jamen, *søforklaringshurlumhej*
• Jeg har virkelig ikke tid, det er ikke, fordi jeg ikke har lyst.
• Men *merevandudaførerne* *rose-rose-lokke*
• Det er bare det, at jeg jo har den der store ting på fredag, og den tager altså al min tid. Jeg er alt for sent igang med det, og så er der jo også de andre ting, der skal nås, og det blev altsammen forsinket på grund af det kæmpearbejde, jeg lavede for jer i Tyskland.
• Du kan bare aflevere torsdag! Den skal være færdig torsdag, men du kan bare aflevere torsdag aften.
• *suk* Okay.

Én gang til for Prins Ingolf: 

"Nej!"

Nå… back to work. 

Filmvrede

Jeg har lige set 'The Butler'.

Eller det vil sige: Jeg slukkede efter en times tid.

Jeg synes, Forest Whitaker er en genial skuespiller. Kæft, han er dygtig. Respekt!

Men det pisser mig af, at filmen er fyldt med kendis-afro-amerikanske mennesker - og ikke skuespillere.
Helt ærligt! Lenny Kravitz (gys), Mariah Carey (dobbeltgys) - og så miss Oprah (nå ja - hun er da ok, også i 'Farven Lilla'.) Men stadigvæk!
(Og så kan jeg ikke forholde mig til, at Yaya - aka. Americas Next Top Model sæson 3 næsten-vinder, hvor hun beviste, hvor irriterende og selvretfærdige en gimpe, hun er - er en ret anvendt skuespiller efterhånden.)

Jeg blev helt rasende og tænkte, det nærmest er en kendis-pendant til blackface. Der må da være SÅ mange talentfulde, sorte (hvad er det politiske korrekte udtryk nutildags?) skuespillere, der kunne have besat de roller i filmen, der i forvejen er rigeligt stjernespækket.

What goes?

Og så var filmen lige vel moraliserende og talen-ned i forhold til amerikansk borgerrets-historie…

Adjø... (ikke til jer)

… men til kulhudrater. For now.

Har efter længere tids overvejelse besluttet mig for at hoppe på LCHF-bølgen.
Jeg har ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle på kur igen; men jeg vælger at se det som kostændring - og det er noget andet. Og så er det midlertidigt, går jeg ud fra. Bare som et boost på vægttabskontoen og overskud og bedre søvn og alt det gode, folk rundt omkring påstår, gør.

Og hey: Ost! Og kød! Og kødkrydderiet bacon!

Det er forsøget værd. Fredag = payday sker ændringen.

Så lige nu står der tre skåle med forskellige slags chips på mit natbord. Siger farvel-så-længe til gamle venner. Overvejer McD-feast til natmad.

Sleeping beauty/sleepy beast

Det går som skrevet okay for tiden. Med humør, arbejde og livet generelt.

Men jeg kan stadig ikke sove. Og det bliver man sgu småvanvittig af.

Jeg synes, jeg har prøvet alt… også at lukke computeren og smide den ad helvede til, ditto med telefonen, så den ikke forstyrrer og frister i sengen.
Meditation og så videre.
Ingen morfar i løbet af dagen. Ingen sukker og ingen koffein nogle timer inden sengetid. Motion i løbet af dagen, men ikke for tæt på sengetid heller…

Mine nye urte-lykke-piller har endda baldrian i, som jo skulle være beroligende. Men det gør ingen forskel.

What to do? Jeg er ør og skør og forvirret af søvnunderskud, og mine morgener er et helvede, hvor jeg ikke kan komme ud af fjerene, med mindre jeg S K A L!

Det føles rigtigt

Tak for de søde kommentarer på min "bombe" i sidste indlæg.

Jeg kan ikke sige andet end, at det føles rigtigt. M e n: At jeg passer på mig selv.

Still going strong

"Hvordan går det med hovedet?" spørger den søde, ældste gymnasieveninde.

Nu har vi kendt hinanden i 16 år. Vores venskab er gået op og ned, men efter min abort i sommer har hun virkelig rakt ud efter mig, og vi har fundet hinanden som aldrig før.
Det har betydet næsten alt for mig at mærke, hvor meget hun vil mig og passer på mig - hun er den, der har været bedst til at ringe og sende sms'er - uden at forvente svar! Hvilket næsten er den største gave. For så har hun bare blevet ved, på en rolig og ikke-insisterende måde. Sådan helt: "Bare skriv 'hej', så jeg ved, du er ok."
Jeg har følt mig hørt og forstået. Det er ikke så tit, det sker.

"Hvordan går det med hovedet?"

Jeg er glad for at kunne fortælle, at det stadig går godt. Min grundfølelse af at være ulykkelig er løsnet. Jeg har haft mange gode dage. Da jeg havde major arbejdskrise - og endda på min fødselsdag - håndterede jeg det med selvrespekt og integritet. Det føltes godt.

…

Men jeg har ikke været helt ærlig på denne hemmelige blog.
*sic*

…

Jeg ser ham stadig.
I n d   i   m e l l e m.

Der er noget i luften...

Jeg ved ikke, om det skyldes forår. Eller selvtillid på arbejdet, hvor jeg har flyvende travlt og sjovt. Eller mine små urtelykkepiller fra Berlin.

Men jeg har det bedre. Det er dejligt ikke at græde hele tiden.