torsdag den 26. december 2013

Julen er endelig forbi

Jeg er ikke fan af julen. Har jeg ikke været i mange år.
Det kan være hårdt at være mast ned i familiens skød med forventning om, at NU skal vi kraftedeme have det hyggeligt.
Mine forældre er også alkoholikere - so there's that.

Disse dage er et sært limbo - julen er overstået, der er stadig diverse juleforpligtigelser, og nytår truer lige om hjørnet.

Jeg var egentlig i et ok humør i går. Det værste var oversået. Men så om aftenen. Ding. Modtog jeg en mail fra chefen. Om at det arbejde, jeg havde lavet, som min anden chef havde været inde over, ikke var godt nok.
Så jeg skulle lige tag mig sammen.

Og så sluttede han med: "Glædelig jul!"

Tak for det. Lige over.



torsdag den 19. december 2013

Am I done?

Jeg er ret glad for Sex and The City. Både serien og faktisk også den første film.

Jeg har set sidstnævnte en del på det seneste. Når jeg ikke kan sove. Så er det rart at se noget luftigt, som jeg kan zone ud til.

Har blandt andet bidt mærke i den scene, hvor Carrie og Charlotte er ude og shoppe skrivebord. Charlotte er gravid, men tør ikke løbe - for Carrie og Miranda har fået smidt så meget lort i hovedet i løbet af året, at Charlotte også frygter, at noget slemt vil ske for hende. Såsom at hun mister barnet.
Hvorpå Carrie så kigger på hende og siger: "Sweetie. You shit your pants this year. Maybe you're done."

Mit 2013 har været det værste år nogensinde. Jo, der har været nogle gode ting. Men overvejende bare så hårdt, at jeg (næsten) seriøst har overvejet, om jeg ikke bare skulle gøre en ende på det hele. Jeg orkede ikke mere smerte og modgang.

Men tænkte at grænsen var nået.

Men så her forleden. Skulle jeg slå en lille fis. Og havde så eksploderende diarre.
I bukserne og sengen.

Jeg havde ellers ikke ondt i maven. Det kom bare SÅ pludseligt.

Fuck. Det var klamt.

Så mit år har budt på både megaknust hjerte, frivillig abort af ønskebarn, kronisk sygdom, sygdom i almindelighed, tæt-på-depression og dermed sygemelding fra studie, diverse mistede venskaber (nå ja, nok meget godt, siden de ikke var værd at samle på, men lidt hårdt når man ligger ned, at man så også bliver svigtet af nogle, der skulle forestille at være ens venner) og nu flydende lort überalles.

2014, du kan ikke komme hurtigt nok!

torsdag den 12. december 2013

Fa-fa-fa-fa-fashion - la la la la

Først var jeg lidt forvirret.
Over at jeg så en pige, siden en anden, der gik rundt i stramme sportsbukser sammen med en veninde - sådan helt casual, som om det var normalt tøj. 
Men tænkte, at vedkommende lige måtte være kommet fra et træningscenter. Og var på vej hjem. I bad. 

Men pludselig var de over det hele. Unge piger i sådan nogle sorte løbetights med reflekser og lignende, enten parret med nittestøvler eller nike airs (grimme, grimme sko! Jo, det er!) Og iført en lille swingerpels, på shopping med mutti eller x antal veninder. 

Helt ærligt?! Jeg synes, det er SÅ ulækkert. Fordi jeg forbinder det med (især hvis du har sportssko på!), at du lige kommer fra træning. Og derfor er klam og svedig. Og bør skynde dig hjem i bad og tage RIGTIGT tøj på. Inden du begiver dig ud igen. 

Hører I? I er klamme. 
Punktum. 

(Ikke forstået på den måde, at det er klamt at træne og at svede. Nej nej. Go for it. Men jeg vil ikke have det indenfor min intimsfære. Som er sådan cirka alt inden for Københavns volde.) 

Men jeg burde have set det komme. At unge piger nu om dage er fashion-retarderede. For de tog jo bæltetasken til sig. Men misforstod noget helt grundlæggende. Og brugte den som skuldertaske… 



tirsdag den 10. december 2013

Triste, trætte natteminder

Jeg ligger i min seng. I min rastløse, hjertebankende søvnløshed ligger jeg og tænker på, at jeg har skrevet uforholdsvis mange mad-indlæg på denne spæde blog.

Mad fylder bare meget i min bevidsthed (og ergo i min mave), når jeg er trist.
Jeg har altid spist, når jeg har været ked af det, og jeg kan huske, hvor lettet jeg blev, da jeg første gang så "Den Eneste Ene".
Der hvor Paprika Steen sagde til Sidse Babett, at nu skulle hun rigtig hyggesørge, følte jeg mig for første gang lidt mere normal.
Jeg var ikke ene om at "trøstespise".

Tanken om "Den Eneste Ene" her i decembernatten fik mig til at tænke på, at i filmen er Sus gravid, og derfor kan hun ikke få al grillsnasken og slikorgiet ned.
"Det lugter af løg."

Jeg er ikke længere gravid. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var.

Men så blev jeg lige fældet af et minde (godt jeg ligger ned):
Da jeg fortalte min kæreste, at jeg var gravid, valgte han at fejre det - på bar. Alene.
Så kunne jeg ellers sidde mutters alene i lejligheden og være rystet i min grundvold over det ny, lille liv.
Hold kæft, hvor det gjorde mig træt, alt det tankemylder. Så jeg lagde mig i sengen.
Da kæresten så kom hjem nogle timer senere - hønefuld, naturligvis -  havde han en buket blomster med til mig. Det var jo rigtig sødt af ham.
Men hold kæft, hvor blev han rasende på mig over, at jeg bare lå i sengen og var træt…

mandag den 9. december 2013

Hattrick

Fredag, lørdag og søndag spiste jeg McD-mad.

Derfor har jeg haft abstinenser i dag. Bragende hovedpine og derfor våde fantasier om Quarter Poundere og post-mix cola (det smager altså bedre end det på flaske! Dåsecola en tand bedre end flaskevarianten, og så post-mix. Uhm… post-mix. Elsker de der kæmpe literbægre, man kan få i biffen).

Jeg modstod fristelsen i dag - klap mig selv på skulderen - selv om jeg cyklede forbi Den Gyldne Måge ved Nørreport.
Og hey, det gør jeg jo nærmest flere gange om dagen; hvilket ikke gør det lettere at bryde en afhængighed. Slet ikke med humør på under nulpunkt. Det ironiske er jo, at den salte junkede "mad" ikke gør sagen bedre… det har jeg jo selv set i dokumentaren "Super Size Me".

I'm a lost cause…



fredag den 6. december 2013

Projekt kæmpekampvægt

Års terapi har endnu ikke hjulpet. På det dér med, at jeg fylder min krop med det værste lort, når jeg er slukøret (hvilket jeg ofte er i længere perioder - og så går det hen og bliver selvforstærkende. Nice)

De sidste mange dage har jeg spist chips med dip til aften. Nogle dage til frokost. I går fik jeg også klemt en McD-menu ned, fordi min bror bød på gratis fastfood.
Her til morgen har jeg så kværnet æbleskiver med dyner af flormelis. Og så lidt chips med dip til frokost.

WTF?

Hvorfor gør jeg det? Det er ikke billigere. Jeg bliver træt, ked og fed af det.

Tror bare, at klammo mad er min måde at "cutte" på…


torsdag den 5. december 2013

Bodil

Stormkaffe? Hos mig hedder det stormvodka. With a side of chips m. dip.
I øvrigt det jeg har spist til aften tre dage i streg nu. Flot.


tirsdag den 3. december 2013

Er her stadig

Men i et sort hul.
Her er ret mørkt.
Men i det mindste lugter her af kaffe og bastognekiks.

søndag den 1. december 2013

Kh den mavesure

Jeg er så træt af, at cykelstierne i København dagene efter julefrokostnætter er den rene glasskårsdødsfælde for cykeldæk.

Don't get me wrong, jeg elsker min snebrygsbrandert just as much as the next guy, men derfor ser du mig ikke piske rundt i nisseskæg og kaste om mig med flasker, glas og ampuller.

Tag jer sammen, assholes!

fredag den 29. november 2013

Fugtigt i vejret?

Det kan måske skyldes, at jeg græder så meget.

Jeg græder hver dag, flere gange om dagen. Jeg er så grundtræt - at hulke må være god motion, for jeg er så smadret i kroppen af at rysteflæbe sådan hele tiden.

Så... En god dag er, når jeg kun græder lidt. Win.

I dag er ikke en af de gode dage...

tirsdag den 26. november 2013

Paranoid

Jeg arbejder hjemme for tiden = studerende+freelancer+fucked up, og jeg skal sygemelde mig i morgen. Hurra.

Men det betyder, at jeg dingler meget rundt derhjemme. 
Således også i morges, da det ringede på døren klokken 9.
Det første, jeg tænkte, var: "Er det ham?!"
Derefter: "Er det hans mor?!"

Da jeg trykkede på dørtelefonen og sagde "Hallo?", var der helt stille...
Og der blev ikke ringet på andre steder, så kunne udelukke reklameomdeler...
Der lå ikke noget i postkassen...

Paranoid? Moi?


mandag den 25. november 2013

2 a.m. e-post

…ikke fra ham, men fra chefen.
 Der giver hård kritik bag et dække af tom ros.

 Det gør mig rasende. Både på ham og på mig selv.

Y-y-y-y-y-y-y-y-y-y-y-y-y-y-ynk

Jeg "kom" til at ringe op til ham her i aftes.

Han tog ikke telefonen.
Det var nok meget godt.

Jeg "kom" bagefter til at sende en sms med ordlyden "Undskyld. Du behøver ikke ringe tilbage."
For hvad nytter det? Vil jeg have ham tilbage?

Jeg havde bare så mange spørgsmål.
Fx om det passede dengang han sagde, at hvis han og jeg ikke var 'meant to be', så var der noget helt galt med verden, og så ville han ikke mere.

Det er jo for helvede sådan, jeg har det!

Et eller andet sted vil jeg bare gerne have, at han siger, at for ham var vi ikke en kæmpe kærlighed. Men at hende dér før mig, "Skuden", der kaldte ham Kaptajn, i virkeligheden var det. Eller at hans rædsomme ekskone var det. Eller diva-sangerinden, han var sammen med i ni år…

For så kan jeg måske lettere komme mig over ham.


søndag den 24. november 2013

Hvad med fremtiden?

Alle siger, at jeg bare skal give sorgen tid. På et tidspunkt er jeg klar til at møde en ny, og så bliver alt godt.

Whatever.

Men noget jeg tænker på, når jeg ikke er fyldt med savn… jeg forlod ham ikke, fordi jeg ikke elskede ham. Og heller ikke fordi han ikke elskede mig (selv om han elskede sine øller højere).

Så vil jeg ikke altid elske ham?
Og vil en eventuel ny mand ikke bare være et plaster på såret?

fredag den 22. november 2013

Er så forvirret

Står tilbage med en følelse af, at jeg har kæmpet og kæmpet for det forhold.

Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig.
Men han har bare ikke kæmpet for mig. Og gør han det så? Altså, elsker mig?

Jeg er så forvirret. Og tvivlen nager i mig.

Har han kæmpet? Er det mig, der har været for blind til at se det?
For hvis han har kæmpet…

Tvivlen omkring det, at jeg forlod ham, nager mig. Gjorde jeg det rigtige? Når jeg nu savner ham sådan? Når jeg lukker øjnene, så ser jeg hans hænder. Store, stærke, trygge.

Vi skal lige have én ting på det rene

Man kan godt være heartbroken til ukendelighed, selv om det var én selv, der tog den endelige beslutning om at forlade. Okay?

Julefantasi

Klokken er 01:42, og jeg kan selvfølgelig ikke sove.

I stedet junker jeg Jon Stewart. Nøj, hvor er han bare pivfræk! Haps haps. Sølvræv no. 1 - og så er han sjov. 

Den her gif er totalt mig. 



Be' om? Det er jo snart jul.
Synes ærlig talt også, at jeg har fortjent ham.


torsdag den 21. november 2013

Lykken er...

…at opdage, at ens cykel er flad, lige som man cykler forbi en cykelforretning. Oh Fortuna, du tilsmiler mig.

Eller…

For så meget mere frustrerende er det, når det går op for en, at baghjulet er så ramponeret, at luften fiser lige ud igen.

Så står man dér i fucking Vanløse, langt fra Kbh K-hjem, og med en grum fornemmelse af, at Karma virkelig er ude på at jorde én. Læg dog den rive fra dig, din møgso! Jeg ligger rigeligt ned i perlegruset, som det er.

Er det kun mig?

Jeg er sådan en frodig én - gode lårben og fyldig bag. Nogle kalder mig fed, andre kurvet. Potato potato.

Men! Jeg har lagt mærke til noget, og jeg spekulerer på, om det kun er mig alene, eller mig + dem med fylde eller om det gælder alle kvinder:
Det er ikke et problem, når jeg sidder på et polstret sæde, men… når jeg rejser mig fra en stol af træ, plastik, eller med læderbetræk… (og de kategorier dækker altså de fleste stole) så… er der en lille fugtig trekant, som om jeg er mega lummer i trussen. (Og det er jeg altså ikke, thank you very much! (Kun ind imellem))

Please. Sig nu det ikke kun er mig!

Deja-burger

Det her skete igen i går.


Og ja, amarOrama - jeg er også en Quarter Pounder-pige… (Åh, det kan helt sikkert gøres dirty)
Det andet var bare Big Mac-røgslør.


onsdag den 20. november 2013

Miljøskyld

Efter endnu en søvnløs nat var jeg så træt, at et langt brusebad var det eneste, der kunne få mig semi-vågen. Så der stod jeg. I 15 minutter. Ungefär.
Så nu har jeg dårlig samvittighed. Sikke noget svineri.

Og jeg er stadig træt.

tirsdag den 19. november 2013

Mere Matador

Altså… det er måske en sær ting at brokke sig over. Men jeg føler mig sgu som en anden Misse Møhge, undskyld Enkefrue Møghe-Andersender drager mændene.

Ja, for der var foruden den gamle mand tidligere i dag også én, der var ved at dratte af cyklen, da han piftende gloede efter mig. Plus diverse lummerblikke.

What goes? Er heartbreak det nye afrodesiakum?





Mandetække

Prøver at arbejde. Sidder på cafe med følelserne inden for tøjet. Sådan da. Måske en vildfaren mascaraklat hist og pist. No biggie. Skal til gengæld have en mening om noget, jeg ikke har en mening om. Og den ikke-mening skal jeg have formuleret inden i aften. Great.

Til gengæld stoppede en ældre mand (vi taler +70) op uden for vinduet, hvor jeg sidder. Han stirrede helt ugenert på min kavalergang. Ret længe. Inden han kiggede op, fik øjenkontakt med mig. Og nikkede anerkendende.

Tak.

Trappetristesse

Så.
Nu har jeg hentet diverse personligheder hos ham.

Han var… ligeglad. Gav en kop kaffe og snakkede om skakmesterskabet, der kørte højlydt på computeren. Kold klud i ansigtet. Selv om det jo nok er hans måde at beskytte sig selv på. At være sådan… lala.

Jeg sad og stirrede i min kaffe. Drak den. Og gik. Fik et håbløst skulderkram.

Han lukkede døren på 4. Jeg gik nogle trin ned. Og besvimede måske lidt? Befandt mig i hvert fald siddende på trappen sådan lige vel pludseligt. Kunne ikke trække vejret. Havde metallisk smag i munden. Det prikkede i tungen.

Sad og fik vejret igen. Så jeg kunne gå ud og sætte mig i lånebil.
Der sad jeg så og tudede med hætten trukket ned i panden, prøvede at skabe mit eget rum. For han bor selvfølgelig lige ved en skole, aka valgsted i dagens anledning, så det vrimlede med folk, der stirrede ublu ind i min lille metalhule.

Så meget for at være anonym.

mandag den 18. november 2013

Angst med angst på

Dagen i dag har været fyldt med ekstra meget umotiveret gråd.

I morgen skal jeg nemlig hente min stemmeseddel.
(Lorte-kommunalvalg, men pis om jeg ikke insisterer på at stemme, når jeg nu bor i et land, hvor jeg har muligheden.)

Og den ligger jo hjemme hos ham… *håndfladepandeklask*

Jeg savner ham så meget.
Hele tiden.
Ekstra meget, da jeg i dag så ejendomsmæglerklammert Jan Fog, som vi sammen elskede at råbe af, når han var på tv. Min hånd greb i refleks efter telefonen, men nå nej… dobbelt-av, fordi jeg i et sekund glemte, at han ikke er min længere.

Jeg er så bange for, at jeg i morgen falder ham om halsen og bliver i hans lune armkrogshule og igen drømmer om, at det altid skal være os to.
Jeg er også bange for, at han er totalt afvisende og fornærmet og igen fortæller mig, hvordan jeg selv fortjente, at han smed mig ud, da jeg var gravid.
Og så er jeg bange for, at han er totalt ligeglad og glad.

Så. Nu tuder jeg igen.
It's gonna be a looooong night.

This shit just got real!

Så sidder man der, helt uskyldigt og med hemmelig blog og fiser den af på ens virkelige facebook, hvor så selveste amarOrama linker til fuldaffuld. Den her blog. Min blog!

Luften i rummet forsvandt. Fik prikflimmer for øjnene.

Og jeg forstod ikke helt, hvorfor hun skrev... Hvad StineStregen (dobbelt-falden-på-halen) egentlig mente...
Er der tale om blogmobning? Gør de grin med mig, fordi jeg er totalt blank? Hvor lam i roen er man (jeg) egentlig, når man (jeg) kan sammenligne junkspisning med tys-tys 'ellers-bliver-dit-liv-ødelagt'-fødsel...

Malenes kommentar (TAK! Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg elsker dig) gjorde, at jeg kunne trække vejret. Rolig nu. Alle hader dig ikke. (Håber jeg...)

Blev så efterfølgende forbandet trist over, at min instinktive reaktion var "Panik! De tænker dårligt om mig!"

...hedder det forresten dårligt selvværd eller dårlig selvtillid? Jeg kan aldrig hitte ud af forskellen. 
Det kan google heldigvis, med hjælp fra DRs Tværs.

Den gode nyhed er så, at i mit tilfælde er det a whole lotta both.
Oh well.

Sidder nu og refresher min browser i en sådan grad, at jeg ender med at få museskader, mens jeg med angstsvedsoverskæg ser dagens besøg stige og stige og stige. *Gulp*

(Mærkeligste indlæg udgivet = tjek. Det må være noget der sker, når man ikke får nok ilt til hjernen.)

Survival of den fedeste

Nogle gange er man bare nødt til at finde på et godt påskud for at låne en bil, så man kan holde afsides på IKEA Gentoftes parkeringsplads og indhalere en stor Big Mac-menu.

Det er nutidens pendant til at føde i dølgsmål. "For ingen ved det, og ingen ser det, og så... så siger jeg ikke mere!" som kokkepigen Laura siger i Matador.

søndag den 17. november 2013

Selvhadsgalore

Om jeg haft en fed weekend? Set mine venner, drukket mig dansefuld, læst Kerouac, kaffesnakket og gået novemberture?

Nej.

Jeg har hadet mig selv ekstra meget på *konstantkvalme-pletterpånethinderne*-måden siden min hovsa web-tur i kanen, fordi jeg føler, jeg har været utro, hvilket jeg ikke har, så derfor hader jeg mig selv endnu mere, så jeg i synde-mode har sagt "Ja tak" til at begrave mig selv i arbejde, som jeg så ikke har udført med nogen form for overskud, så jeg får træt skæld ud af chefen, der skal bruge alt for lang tid på at tale til mig som et autistisk børnehavebarn, så jeg hader mig selv endnu mere, og derfor slet ikke kan sove, når jeg endelig går i seng, hvilket gør at jeg slet, slet ikke har overskud og jeg får panik og hader mig selv endnu mere.

Jeg har også fået menstruation.

torsdag den 14. november 2013

Sexet sorg

Dagens tip:
IKEA er begyndt at sælge donuts. I poser med fire i.

Dagens optur:
Jeg har spist fire donuts. Jeg kunne godt have spist fire til. (Løgn løgn løgn... 12 til)
(Faktisk ikke en skid optur - kun i forhold til dagens nedtur)

Dagens nedtur:
At jeg pludselig befinder mig i en heftig fb-flirt (Løgn løgn løgn... det hedder internetsex). Fyren ved, at jeg er heartbroken. Så hvad laver han og jeg lige?
Ved ikke helt, hvordan jeg skal have det med det hele: At jeg sidder og bliver lummer over en fyr, der synes, jeg er for fræk. Og beskriver grovkornede sexscener med mig i hovedrollen?

Jeg synes et eller andet sted, at jeg skal have det helt ok, fordi sex er dejligt (når begge gerne vil, forstås), med eller uden kærlighed (gælder det også knust hjerte?)

Men får nedtur over, at jeg er så til fals for sex. Og at jeg føler, det er utroskab. Og alt muligt, jeg ikke helt kan sætte ord på.
Slet ikke nu, post coitus.

Sms-tidsspilde

Jeg har ikke fået min stemmeseddel.

Jeg bor jo pt i skovens dybe, stille ro, fordi jeg for et par uger siden i hjerterødt (læs: hjernedødt) håb flyttede midlertidig adresse hjem til ham; så jeg kunne score lidt penge ved at leje min lejlighed ud via airbnb, og vi kunne også mærke efter og snakke om tingene. På en afslappet måde.

Det gik som bekendt ikke så godt.

Selv om jeg flyttede den midlertidige adresse permanent hjem igen mæ-dæ-våns, så fik jeg altså aldrig stemmesedlen.

*suk*

Mig-sms: "Jeg har ikke modtaget min stemmeseddel. Er den blevet sendt hjem til dig?"
(Neutral, høflig)

Ham-sms: "Ja. Den ligger hjemme."

...

Hvad mener han med "hjemme"?

Jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener: Altså hjemme hos ham. Men hvad nu hvis han mener: Hjemme hos os? For det var det jo engang. Vores. Mit hjemme.
Og er det fordi, han gerne vil have mig hjem igen. (Nejnejnej, det skal jeg ikke, blev der sagt)

Pointen med dette indlæg? At jeg har indtil nu har brugt to timer på at spekulere over sms'en, og at jeg vil ligge søvnløs hele natten på grund af den.

Jävla! Nogen stik mig en støttepædagog NU.

onsdag den 13. november 2013

Dagens optur

...

...

Jeg har stadig nattøj på...?

Ring of fire

Jeg har ladet mig fortælle, at June Carter skrev sangen "Ring of fire" om forholdet til Johnny Cash, da han var dybt alkoholiseret.

Love is a burning thing
And it makes a firery ring
Bound by wild desire
I fell in to a ring of fire...

I fell in to a burning ring of fire
I went down, down, down
And the flames went higher.
And it burns, burns, burns
The ring of fire
The ring of fire

The taste of love is sweet
When hearts like ours meet
I fell for you like a child
Oh, but the fire went wild...


Uanset om det passer eller ej, så kan jeg godt sætte mig ind i det.

Mit dumme hjerte drømmer så lidt om, at jeg kunne være for min fordrukne elskede, hvad June var for Johnny... men den båd er vist sejlet sunket.

tirsdag den 12. november 2013

Dagens optur

At jeg ikke er den eneste med cykelsaddelvåd røv.

Tak pige foran mig i krydset.

Hvis jeg skal være helt ærlig

Jeg ønsker ham alt godt i verden.

Det gør jeg.

Men helt ærlig - hvis han møder en anden, og hun får ham til at ændre adfærd... så tror jeg faktisk, at jeg tager livet af mig selv.

For så var jeg ikke god nok... og så vil jeg ikke mere.

mandag den 11. november 2013

Hej. Det er mig, der er blåøjet

Hvad er det, det får en til at blive hos en alkoholiker?

En alkoholiker, der, når han er fuld, bliver ondskabsfuld og siger ting som: "Jeg vågner tit om natten og er liderlig, men når det er dig, der ligger ved siden af mig, så vil jeg ikke, fordi du er så fed."
(Det fortalte han mig på sin fødselsdag i 2012 - og jeg var lige flyttet ind et par uger inden.)
Siger ting som: "Må jeg ikke nok være dig utro? Jeg vil jo ikke have sex med dig, men jeg vil gerne have sex."

En alkoholiker, der vækker mig midt om natten i sin brandert, for at sige ting som ovenstående eller skælde mig ud over, at jeg ikke har båret en tallerken ned eller stået til rådighed for hans unge eller suttet hans pik nok eller gjort nok ud af mig selv.

Mit svar var, at han jo ikke var sådan, når han var ædru. Så var han sjov og kærlig, skarp og varm.
Jeg var sikker på, at hans grimme side skyldtes alkoholpåvirkningen og kun det - og alkoholen kunne han jo blive kvit? Jeg ville gerne hjælpe ham og stå last og brast med ham, når han gik på vandvognen...
... men det var han ikke interesseret i.

Det har jeg vidst længe. Han har jo selv sagt det.

Og der var jeg lidt dum, for jeg håbede jo, at hans store kærlighed til mig - det påstod han i hvert fald, at den var... kærligheden - ville få ham til at ombestemme sig. Når jeg modstod alle hans ondskabsfuldheder, led under det økonomiske pres hans sprut- og røgforbrug (kan du tælle til 5000?) lagde på os, så var det fordi jeg vidste, at under øltågen, der var den mand, jeg elskede. Jeg troede, at han på et tidspunkt ville indse, at hans sprutvej ikke var den rigtige.

I stedet blev han bare mere og mere fuld. Oftere og oftere.


Av, mit hoved sidder fast i min egen røv

Jeg har lidt ondt af mig selv.

Det synes jeg godt, man må have, når ens kæreste smider én ud midt om natten.
Mens man er otte uger gravid.
Og som følge deraf vælger at få en abort, selv om man er ved at gå til at længsel efter det barn (også fordi, det var et barn med ham. Jeg elsker ham jo (desværre)).
Men jeg har aldrig drømt om at være alenemor - og en sort sommernat på Frederiksberg med en jeg-griber-ting-i-farten-som-han-skubber-mig-ud-af-døren pakket mulepose og mascarasmadret ansigt, så var det det, jeg så i horisonten.
Selv om han dagen efter syntes, at jeg da bare skulle komme hjem. Hvilket jeg gjorde. Så vidste jeg allerede dér, at jeg skulle have en abort.

I dag er det præcis fem måneder siden, at jeg lå på Riget.
En forbandet lang, varm og hjerteknust dag.

Forleden fortalte min veninde mig, at hun er fire måneder henne.

... jeg er så ked af at indrømme det, men jeg havde altså svært ved at glæde mig rigtigt på hendes vegne. Glæde mig over barn nr. to med den store kærlighed nr. to.

Jeg ser frem til den dag, hvor mit eget hoved ikke sidder fast i min store, fede røv.
For jeg synes godt, at jeg må have lidt ondt af mig selv, men ikke i en sådan grad, at jeg ikke kan glæde mig på mine veninders vegne.

Øv. Skam dig.

søndag den 10. november 2013

Det dér brændte barn...?

Som barn af en alkoholiker...

Hvordan gik det så lige til, at jeg selv blev kæreste med en alkoholiker?


fredag den 8. november 2013

Jeg tror, det er slut

Jeg ved, at jeg bør mene, at det er slut. Helt slut.

... jeg er der bare ikke helt endnu.

(... hvis han nu gav mig en dybfølt undskyldning?)
((Det sker jo ikke...)) 

Jeg elsker ham så himmelpustende højt.

Selv om jeg endnu engang blev overfuset af ham - fuld og ondskabsfuld.
Han er en natteterrorist. Vækker mig i sin evige brandert med verbale knudepunkter, han ikke kan (eller vil?) argumentere for. Håner mig. Jorder mig.

Så jeg pakkede mine ting og gik.

Igen.

Nu sidder jeg i skoven i teenagehjemmet og lader som om, at jeg bare er lidt træt og trist på grund af "det rigtige brud" for fire måneder siden. For jeg har jo ikke fortalt dem, at jeg var begyndt at se ham igen.

Det har jeg faktisk ikke fortalt så mange.

Jeg frygter deres: "Hvad sagde jeg." (Fuck af med det, okay? Verdens mest latterlige bemærkning. Hvem har nogensinde kunnet bruge den til noget?)

(Men hey... det er jo slet ikke sikkert, at de siger: "Hvad sagde jeg.")

Det er er jo også sådan. At jeg har nok i at straffe mig selv. Med chokolade. Og smør. Blandt andet. Hej Overspisning, min gamle ven. Du er trofast.

Jeg ved, at jeg skal synes, at det er slut. Jeg kan bare ikke føle det.
Så derfor skriver jeg nu. Diskret. World wide.
Og håber, at det måske kan være starten på et ægte adjø med et helet, åbent hjerte til følge.

Velkommen.