I dag har jeg brugt det meste af eftermiddagen og aftenen på at være skriggrøn af misundelse. På en person - en blogger - som jeg ikke engang kender.
Jeg har bladret igennem hendes indlæg og forestiller mig, hvordan hun hele livet er kommet let til tingene.
Bliver så dirrende af selvretfærdig klynk, at det er til at brække sig over. Og så hader jeg mig selv. For at være misundelig på én, som uden tvivl har sine dæmoner at kæmpe med - for det har allee jo.
Fandeme mærkeligt og spild af tid. Dumt og barnligt.
Øv.
Men det er sikkert bare fordi, jeg nogle gange bare sådan ville ønske, at der var en guddommelig indgriben. Én, der kunne prikke mig på skulderen og sige: "Slut. Du har været nok igennem. Fra nu af går det som smurt i fløde."
...
Den eneste person, der kan hjælpe mig, er mig selv. Pis.
Kæft hvor har jeg lavet det nummer mange gange. Det er selvpineri af værste skuffe, ved bare ikke hvorfor jeg gør det. Men det er sgu altid grønnere på den anden side når man ligger på bunden. Krydser fingre for at den guddommelige indgriben snart kommer til dig, så du kan få lidt medvind i livet.
SvarSletJeg er "glad" for, det ikke kun er mig, der laver det dumme selvpineri.
SletTak for dit fromme ønske - og lige over :)
Jeg følger ivrigt med på bloggen :-)
SvarSletJeg er selv stifter af en nytænkende yogablog, som måske ville være noget for dig? www.cathrineyoga.dk
Kh Cathrine Koefoed :-)