Det er 19 dage siden, jeg snakkede med ham.
Jeg troede, det ville blive lettere at lade være med at ringe til ham, jo flere dage der gik. Men det skifter. Nogle dage kan jeg godt lade være. Andre gange græder jeg med telefonen i hånden, mens jeg mentalt lammetæver mig selv og bare sådan prøver i k k e at ringe. Endnu med succes. Men en dag er jeg måske så langt nede, at jeg ikke kan lade være med at taste hans nummer. Det er et af de få numre, jeg kan udenad.
I morgen skal jeg aflevere min opgave. Den er noget lort. Lavet i sidste øjeblik. Jeg prøver at rose mig selv for, at jeg har fået lavet den. Men hvis jeg ikke består… så er det slut. Med skole. For jeg har ikke mere SU, til at det skal trække ud yderligere seks måneder oveni det halve år, jeg stadig mangler.
Men lige nu savner jeg bare ham…
...det er da altid noget. Så jeg i det mindste ikke går i yderligere selvsving over mit usle studieprodukt.
Jeg sender lige lidt medsøster-sympati fra Christianshavn, hvor jeg sidder og kæmper med at producere en bare nogenlunde anstændig afsluttende opgave. Det bliver noget med at være vågen de næste 48 timer for at nå det.. Hvorfor er man så umotiveret, når det endelig gælder?? Så virkelig sejt at din opgave er færdig og afrundet om ikke andet - måske den er bedre, end du tror.
SvarSletMht. til at ringe til ham, så forstår jeg dig virkelig godt. Det er vel tanken om, at det skal holde op med at gøre så ondt bare et lille øjeblik - næsten som et fix (hvis man gjorde sig i den slags). Men har man med en mand at gøre som ikke forstår en / ser en / kan rumme en, så tror jeg også man må gøre sig klart, at han ikke kommer til at sige noget som helst af det, man har brug for at høre, og at det sikkert vil gøre dobbelt så ondt, når røret er lagt. Det kan selvfølgelig også ende med at blive en fin samtale (nu kender jeg ham jo ikke), men det gør simpelthen så ondt at hænge der og dingle med ondt i hjertet uden overhovedet at blive mødt. Jeg synes absolut ikke du skal have dårlig samvittighed, hvis du kommer til at falde i, men måske det ville være en god idé at sove på det, få eksamensstressen ud af kroppen og tage en dag i morgen, hvor du gør noget godt for dig selv og får tankerne på plads. Bare så man ikke laver klassikeren med at ringe grådkvalt og desperat, fordi man har brug for noget, man ikke ved hvad er - men som han helt sikkert ikke giver en. Jeg har selv prøvet det, og det er ikke fordi jeg fortryder det (det er jo for helvede menneskeligt at savne en man elsker), men jeg ville alligevel ønske, at jeg ikke havde givet så meget af mig selv til en som slet ikke kunne returnere det. Det fortjente han ikke. Og det synes jeg med min beskedne viden heller ikke, at ham her gør.
Du får medsøster-sympati lige over!
SletMed hensyn til ham, så har du jo ret… og jeg ringer ikke. Nu afleverer jeg i morgen, og så skal jeg sove og have det rart og roligt.
Det der med at elske så meget og ikke få særligt meget igen… nogle gange er jeg bange for, at jeg har brugt al min kærlighed på ham.
Håber jeg ikke.
Tak for dit gode svar. Er så taknemmelig for sådanne kloge ord. Pøj pøj med opgaven!
Det har du ikke. Brugt al din kærlighed altså.
SletSkulle lige til at bevære mig ud i en kliché om at beholde noget kærlighed selv og så videre, men det vil jeg spare dig for. Tror det er opgave-panikken som breder sig.