Kære venner

Jeg er så heldig, at jeg har mange, søde, kærlige og betænksomme venner. Tænk at være så velsignet.

Men lige for tiden er jeg så fucking træt af dem.
De er bekymrede for mig - and who can blame them, for hvis jeg var min ven, så ville jeg også være bekymret for mig.
Jeg bliver bare irriteret over, at vi skal snakke følelser og "Nu skal du passe på dig selv" og "Han var ikke god for dig" og "bla bla bla".
De mener det så godt, jeg forstår dem, og på et overordnet plan er jeg enig med dem. Men jeg gider ikke snakke om det.
Når jeg er sammen med mine venner, vil jeg gerne grine, pjatte, hygge, danse, drikke eller andet rart - og jeg vil også gerne snakke om dem, og hvad der foregår i deres liv af godt og ondt.

- Du kan da bare sige det til dem, at du har det sådan.

Ja. Det er jo så det, jeg har gjort.

Og så bliver de for alvor bekymrede.

Suk.

Konsekvensen er, at jeg faktisk ikke gider se de søde folk lige for tiden… hvilket jo ikke er ski-de smart.