søndag den 19. januar 2014

Fuck...

Jeg ved godt, jeg er naiv…

Jeg har haft 10 dage fri. Væk fra forpligtelser, tristesse og hen til masser af kaffe, grin og overskud.

Det var rigtig rart, og jeg nød det.
Havde lige nogle mail-sammenstød med chefen, om jeg ikke kunne dit og dat, som hensatte mig i panik-stress. Men jeg sagde høfligt fra og formåede næsten at lægge det fra mig.

Nu er jeg tilbage. Og jeg kan mærke, at jeg ikke har det bedre. Jeg har ikke fået mere energi til det nye års udfordringer.

Det skræmmer mig helt vildt. 

For hvad betyder det? Skal jeg sygemeldes? Indlægges på en psykiatrisk afdeling? Har jeg en full-blown depression?
Hvad fanden gør jeg? Jeg kan ikke fortsætte med arbejde eller studie. Men… hvad fanden gør jeg så?

8 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak. Har en sød læge. Er i dialog med ham og min søde psykolog… men. Åh. Er bange for det her sorte hul, der ikke forsvinder. Men søde, betænksomme kommentarer hjælper! Tak!!!

      Slet
    2. Det sorte hul... Ja jeg har også siddet dernede i mørket og tænkt, at jeg aldrig ville finde vejen op igen.
      Men det KAN lade sig gøre. Og når du har både læge og psykolog til hjælp, så er der håb. Bare klø på, så ser du lyset en dag!!

      Kram

      Slet
  2. Enig. Start med lægen. Men tag og gør det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ringer som det første i morgen og snakker med lægen. Men… ja. Jeg er bange alligevel. Har aldrig haft det sådan, at jeg har svært ved at se noget lys. I mine mange, ofte hårde år, har jeg altid været optimist. Men det er desværre forsvundet. Uha… men tak for ord! De betyder alverden.

      Slet
    2. Jeg har selv været der. Det argument jeg hagede mig fast i, som skulle bevise at jeg ikke havde en depression var, at i så fald havde jeg haft den i årevis. I situationen kunne jeg ikke se, at det intet ændrede. Jeg havde depressionen, om jeg ville det eller ej.
      Men der er altså en sygdom, der kan behandles. Kram.

      Slet
  3. Du gør det du allerede gør. Du tager dig selv seriøst. Du lytter til dig selv. Du siger fra. Du mærker når du ikke kan mere, og så gør du ikke mere. Du bliver ved med at skrive, fordi det er en måde at bearbejde på. Og så fylder du måske dit liv med færre forpligtelser og mere af det, der kan gøre dig glad. Det lyder som om du har haft år, hvor der er blevet brugt meget mere af din energi end du egentlig har haft. Og på et tidspunkt, især når man stopper med at være forbundet til det (den), som man i al den tid har følt, havde mere brug for ens energi end man selv havdei, så er det man opdager, at man faktisk er i kæmpe underskud selv. Og det tager tid at fylde hullet. Men det sorte hul er ikke bundløst, og du er på vej i den rigtige retning. Også selvom dén retning føles som den allersværeste. Så er den svær, fordi du gennemgår noget af det du bliver nødt til for at komme igennem til den bedre side. Det kræver arbejde og psyko meget tålmodighed. Men du er stærk, det har du allerede vist med alt det du har klaret. Og du kan godt. Det ved jeg (sådan altså så meget som man nu kan vide det ud fra det jeg kender fra dine indlæg).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg blev meget rørt over dit indlæg. Så rørt, at jeg ikke kunne svare.
      Tak. Du har ret i, at jeg tager mig selv seriøst. Det er nemlig svært for sådan en som mig, og noget jeg har kæmpet med i mange år. I'm getting there. Tak for at åbne mine øjne for det.

      Slet