Slapssvans

Pis.
Det er kommet dertil, hvor jeg ikke længere har styrken til at være der for mine venner.

Jeg har en veninde, der har store problemer. Hun har bedt mig hjælpe sig med noget praktisk.

Og jeg har meldt pas.

Jeg har ellers altid været hende den stærke, der kunne og ville være der for andre.
Som jeg var den stærke for mine forældre.

Der lærte min psykolog mig, at det skulle jeg holde op med.

Jeg var også den stærke for min x. Men ham har jeg jo ikke længere.

Jeg plejer at være så stærk for andre, men nu hvor jeg (igen) er alene, er det gået op for mig, at jeg ikke længere kan være stærk for mig selv… de sidste år har drænet mig i en sådan grad, at jeg bare er en slatten type.

Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være der for min veninde.
… men det er lige før, at jeg blev mere ked af, at hun blev sur og vred over mit afbud. Selv om jeg godt forstår hendes dybe afmagt pt. Og underskylder hende af den grund. Så håber jeg, hun - når det hele er endt godt for hende (det skal det! Blev der sagt) - kan give mig en undskyldning. For hun ved, hvor langt ude jeg er.