Jeg tror, det er slut

Jeg ved, at jeg bør mene, at det er slut. Helt slut.

... jeg er der bare ikke helt endnu.

(... hvis han nu gav mig en dybfølt undskyldning?)
((Det sker jo ikke...)) 

Jeg elsker ham så himmelpustende højt.

Selv om jeg endnu engang blev overfuset af ham - fuld og ondskabsfuld.
Han er en natteterrorist. Vækker mig i sin evige brandert med verbale knudepunkter, han ikke kan (eller vil?) argumentere for. Håner mig. Jorder mig.

Så jeg pakkede mine ting og gik.

Igen.

Nu sidder jeg i skoven i teenagehjemmet og lader som om, at jeg bare er lidt træt og trist på grund af "det rigtige brud" for fire måneder siden. For jeg har jo ikke fortalt dem, at jeg var begyndt at se ham igen.

Det har jeg faktisk ikke fortalt så mange.

Jeg frygter deres: "Hvad sagde jeg." (Fuck af med det, okay? Verdens mest latterlige bemærkning. Hvem har nogensinde kunnet bruge den til noget?)

(Men hey... det er jo slet ikke sikkert, at de siger: "Hvad sagde jeg.")

Det er er jo også sådan. At jeg har nok i at straffe mig selv. Med chokolade. Og smør. Blandt andet. Hej Overspisning, min gamle ven. Du er trofast.

Jeg ved, at jeg skal synes, at det er slut. Jeg kan bare ikke føle det.
Så derfor skriver jeg nu. Diskret. World wide.
Og håber, at det måske kan være starten på et ægte adjø med et helet, åbent hjerte til følge.

Velkommen.