Så.
Nu har jeg hentet diverse personligheder hos ham.
Han var… ligeglad. Gav en kop kaffe og snakkede om skakmesterskabet, der kørte højlydt på computeren. Kold klud i ansigtet. Selv om det jo nok er hans måde at beskytte sig selv på. At være sådan… lala.
Jeg sad og stirrede i min kaffe. Drak den. Og gik. Fik et håbløst skulderkram.
Han lukkede døren på 4. Jeg gik nogle trin ned. Og besvimede måske lidt? Befandt mig i hvert fald siddende på trappen sådan lige vel pludseligt. Kunne ikke trække vejret. Havde metallisk smag i munden. Det prikkede i tungen.
Sad og fik vejret igen. Så jeg kunne gå ud og sætte mig i lånebil.
Der sad jeg så og tudede med hætten trukket ned i panden, prøvede at skabe mit eget rum. For han bor selvfølgelig lige ved en skole, aka valgsted i dagens anledning, så det vrimlede med folk, der stirrede ublu ind i min lille metalhule.
Så meget for at være anonym.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar