tirsdag den 18. februar 2014

Still going strong

"Hvordan går det med hovedet?" spørger den søde, ældste gymnasieveninde.

Nu har vi kendt hinanden i 16 år. Vores venskab er gået op og ned, men efter min abort i sommer har hun virkelig rakt ud efter mig, og vi har fundet hinanden som aldrig før.
Det har betydet næsten alt for mig at mærke, hvor meget hun vil mig og passer på mig - hun er den, der har været bedst til at ringe og sende sms'er - uden at forvente svar! Hvilket næsten er den største gave. For så har hun bare blevet ved, på en rolig og ikke-insisterende måde. Sådan helt: "Bare skriv 'hej', så jeg ved, du er ok."
Jeg har følt mig hørt og forstået. Det er ikke så tit, det sker.

"Hvordan går det med hovedet?"

Jeg er glad for at kunne fortælle, at det stadig går godt. Min grundfølelse af at være ulykkelig er løsnet. Jeg har haft mange gode dage. Da jeg havde major arbejdskrise - og endda på min fødselsdag - håndterede jeg det med selvrespekt og integritet. Det føltes godt.



Men jeg har ikke været helt ærlig på denne hemmelige blog.
*sic*



Jeg ser ham stadig.
I n d   i   m e l l e m.

3 kommentarer:

  1. Det er så dejligt at have sådan nogle venner, især når livet går virkelig skidt.
    Håber du er blevet mere obs på at få droppet ham i tide, hvis du begynder at blive svigtet igen. Men håber at du finder ro i dig selv.

    SvarSlet
  2. Pas på dig selv, ikke? :-)
    Ellers må veninden sparke dig i den dertil indrettede :-P

    SvarSlet
  3. Hvordan mon du har det med at se ham?

    SvarSlet