Prøver at arbejde. Sidder på cafe med følelserne inden for tøjet. Sådan da. Måske en vildfaren mascaraklat hist og pist. No biggie. Skal til gengæld have en mening om noget, jeg ikke har en mening om. Og den ikke-mening skal jeg have formuleret inden i aften. Great.
Til gengæld stoppede en ældre mand (vi taler +70) op uden for vinduet, hvor jeg sidder. Han stirrede helt ugenert på min kavalergang. Ret længe. Inden han kiggede op, fik øjenkontakt med mig. Og nikkede anerkendende.
Tak.
Meget charmerende... Eller...
SvarSletTjo… men uanset hvad, var det dagens højdepunkt. Hmmm…
SletÅhh, genialt!
SvarSletForguder din ærlighed. + Du skriver skidegodt. Så godt at jeg simpelthen er nødt til at followe.
Ihh, tusind tak skal du have! For at du kan lide min ærlighed og mine ord.
SletÆrligheden, den får frit spil her - for ellers tror jeg, jeg går helt ned med flaget. Det er en god ventil, når man som jeg skammer mig lidt (meget) over mine overvældende følelser… det skal jeg selvfølgelig lade være med. At skamme mig altså. Men den her blog er forhåbentlig en vej til skamfrihed.
Tak igen!