Jeg "kom" til at ringe op til ham her i aftes.
Han tog ikke telefonen.
Det var nok meget godt.
Jeg "kom" bagefter til at sende en sms med ordlyden "Undskyld. Du behøver ikke ringe tilbage."
For hvad nytter det? Vil jeg have ham tilbage?
Jeg havde bare så mange spørgsmål.
Fx om det passede dengang han sagde, at hvis han og jeg ikke var 'meant to be', så var der noget helt galt med verden, og så ville han ikke mere.
…
Det er jo for helvede sådan, jeg har det!
Et eller andet sted vil jeg bare gerne have, at han siger, at for ham var vi ikke en kæmpe kærlighed. Men at hende dér før mig, "Skuden", der kaldte ham Kaptajn, i virkeligheden var det. Eller at hans rædsomme ekskone var det. Eller diva-sangerinden, han var sammen med i ni år…
For så kan jeg måske lettere komme mig over ham.
I lang tid bad jeg min eks-kæreste, der forlod sin familie til fordel for en voldsom forelskelse, om at slippe mig. Jeg troede, at hvis bare han kunne sige, at han ikke elskede mig mere, så kunne jeg komme videre. Det kunne han ikke sige.
SvarSletI lang tid troede jeg, at når han ikke kunne slippe mig, var der stadig håb. Som om kærligheden var en bro, der ledte ham tilbage til mig. Det var den ikke.
Jeg kom først (lidt) videre, da jeg forstod, at bare fordi man elsker nogen, er det ikke ensbetydende med, at man vil dem.
Jeg gav først (lidt) slip, da jeg begyndte at se på hans handlinger i stedet for at tro på hans ord. For det var handlingerne, der gav det mest realistiske billede af virkeligheden. Det andet var jo bare... ord.
Jeg tror, det er så vigtigt, at man i processen med at give slip og komme videre begynder at kigge på, hvad der er godt for én selv.
I alt hvad du skriver, lyder det som om, han ikke var god for dig. Det må og skal være det, du tager udgangspunkt i. Ikke i om du var god for ham.
Kh Bine
Puha, hvor har du ret.
SletDet er jo også derfor, jeg sidder her alene og ulykkelig. Men… tvivlen nager. Tak for at løfte den (lidt).